Turen går til Smugler-EM – Gruppe A

Som en service til de tilbageværende læsere, bringer Dommens Bog første del af rejseguiden til det allerede nu skandaløse EM i Polen og Ukraine. Vi tipper om højdepunkter og advarer mod ting, der giver dig tyndskid.

POLEN

Polen er med i slutrunden på det efterhånden traditionelle wildcard, UEFA udsteder til mindst én ubrugelig værtsnation. 2000: Belgien. 2008: Østrig. 2012: Polen (og Ukraine, men det kommer vi til).

Arek Onyszkos hjemland har ikke haft en habil fodboldspiller, siden Zbigniew Boniek regerede side om side med pamperprinsen Platini i Juventus tilbage i de glade Heysel-dage, og i dag er det nærmeste, man kommer en stjerne, en håndfuld holdspillere fra Borussia Dortmund, hvoraf den mest fremtrædende, Robert Lewandowski, bare venter på at blive den nye Claudio Pizarro på bænken på Allianz Arena.

Højdepunkt: At en fuldstændig ukendt polsk back laver en Bartosz Bosacki og potter to basser i den afsluttende og ubetydelige puljekamp. Vi sætter vores penge på den importerede årgangsost fra Frankrig, Damien Perquis.

Tyndskid: Ikke at se Artur Boruc på banen. På et noget blodfattigt sovjettisk satellit-statshold ville The Holy Goalie have pyntet gevaldigt. I stedet skal vi trækkes med to akutindlæggelser fra Arsenal, som skiftes til at være skadede.

Hold øje med: Din pung. Lommetyveri er for Polen, hvad landbrug og overførselsindkomst er for Danmark.

GRÆKENLAND

Åh Zeus, nu igen? Ja, nu igen. Grækenland gør meget til, at man glæder sig mere og mere til gruppespillet er overstået. Vi vil dog ikke helt udelukke muligheden for, at Kroatien kommer med på grækernes billet, når Platons idealstat lukker og slukker for demokratiet engang i næste uge.

Ellers skal vi endnu engang trækkes med et hold, hvis angreb ikke er blevet bedre, siden sidst Angelos Charisteas var elendig, og hvis forsvar kun lige er godt nok til, at Sotirios Kyrgiakos ikke er i bruttotruppen. Den åndelige leder på mandskabet er stadig Giorgos Karagounis, der er så gammel, at han kun med nød og næppe undgik at blive indkaldt til værnepligt under krigen mod Troja.

Højdepunkt: At det en gang for alle bliver slået fast, at Theofanis Gekas ikke er en klasseangriber, bare fordi han havde en god halvsæson for Eintracht Frankfurt.

Tyndskid: At TV2’s redaktion har læst et nummer af Goal fra 2009, og udråber Sotiris Ninis til en af slutrundens mest lovende unge talenter.

Hold øje med: Sotiris Ninis, som ifølge TV2’s fodbold-ekspert Flemming Toft er en af slutrundens mest lovende unge talenter.

RUSLAND

Den russiske bjørn er en bipolær størrelse, der det ene år aspirerer til titlen for blot et år senere at tabe til Slovenien efter at have røget vandpibe hele natten. Det taler dog til russernes fordel, at turneringen spilles i lande, der mere eller mindre fungerer ligesom Rusland. Mens for eksempel danskerne nok lader sig skræmme af en simpel kidnapning af spillerkonerne, tager russerne den med ro. De er vant til, at deres Mercedes bliver skiftet ud med 14 dages mellemrum, og at løn er noget, man får leveret i en sportstaske på en parkeringsplads.

Spillermaterialet kredser stadig om den misogyne rumpenisse Andrei Arshavin, side om side med hans ni år yngre tvilling Alan Dzagoev. Ellers er resten af mandskabet en god blanding af boldtunge løbebånd efter klassisk USSR-model. Afvigelserne er de to køleskabe i frontkæden, Pavlyuchenko og Pogrebnyak, som kategorisk undervurderes af den industrialiserede verden, som stadig kan huske, hvor ringe Oleg Salenko egentlig var.

Højdepunkt: Når Moder Rusland midt under slutrunden giver en eller anden satellit-stat i Kaukasus et ordentligt pulver.

Tyndskid: Når 11 bagstive russere med bylder på huden, forsøger at redde æren i den sidste puljekamp mod Grækenland efter en lang nat på vodka og krokodil.

Hold øje med: Bliver det denne sommer, Andrei Arshavin får rigtige bryster? Rygterne vil vide, han er begyndt at få menstruation.

TJEKKIET

Tjekkiet anno 2012 er Danmark anno 2010. En flok fuldstændigt ligegyldige middelmådigheder samt et par stjerner, der er kommet med på merit. Tomas Rosicky, fordi han vandt UEFA Cup’en, dengang Jon Dahl stadig var et stortalent og Milan Baros, der blev EM-topscorer, mens Rene Henriksen stadig var aktiv. Resten er fyldspillere fra den tunge halvdel af de fire store ligaer. Vi snakker traditionsklubber som Chievo, Cesena, Hertha Berlin og Wolfsburg.

Lottokuponen er teenageren Vaclav Kadlec, der rygtes at være Tjekkiets svar på Sotiris Ninis, og garanteret er megavild i Football Manager. 2012 bliver heller ikke Tjekkiets år, og efter at Vaclav Havel er kradset af, er det på tide, at deres fodboldmandskab bliver lagt i graven.

Højdepunkt: Når de ryger ud.

Tyndskid: Morten Ankerdals grineanfald, når Flemming Toft for 12.gang udtaler Tomas Pekharts navn som ”Thomas Pikkert”.

Hold øje med: Róbert Vittek. Han er pivfarlig!

Stem på dette indlæg

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s