Ørerne i tidsmaskinen: Serie A

Romerriget er i forfald. De magtfulde senatorer i Milano og Den Evige Stad fattes penge, og de kulturelle højborge i Torino og Firenze er forvandlet til vansmægtende udørker. Alt imens riget trues af angelsaksere, germanere og maurere fra nord og vest. Men sådan har det ikke altid været. Vi skruer tiden tilbage og præsenterer nutidens fallerede magthavere, som de så ud år 1996/97 efter Kristi fødsel.

Juventus:
I midt-halvfemserne har Juve ikke råd til at bestikke dommerne. Heldigvis er der rigeligt i bødekassen til at sponsere en lemfældig omgang med mere eller mindre lovlige medicinske præparater. Det fører i 1996 til en CL-sejr over Ajax samt et par stort set legitimt vundne mesterskaber.

Juve anno ’96 er et fornuftigt sammenrend af moralsk anløbne eksistenser. På mål har Angelo Peruzzi overstået sin karantæne for at æde ulovlige slankemidler, og foran ham er kødhakkeren Paolo Montero engang imellem ikke udvist. I samme kæde finder man livstrætte Gianluca Pessotto, evighedsmaskinen Ciro Ferrara samt Serie A’s mest rådne tandsæt, Moreno Torricelli.

Midten er ét stort boldsvagt løbepensum. Di Livio, Tacchinardi, Conte, Deschamps og den seksuelt forvirrede Vladimir Jugovic deles om at agere mur bag Zinedine Zidane, som deler sin tid ligeligt mellem bestialske svinestreger og fantastiske pasninger.

Angrebet består af lutter ufarlige stortalenter. Alex Del Piero har sin bedste tid foran sig, den kronisk tøsefornærmede Bobo Vieri underpræsterer og skrider til Spanien. Alen Boksic’s værdi måles i antallet af gange, han tæmmer en Prosinecki-aflevering ud over baglinien. De tre suppleres af evighedstalentet Nicola Amoruso og Michele Padovano, som senere viser sig at være lige så ringe til at løbe fra politiet, som han er til at afslutte inden for rammen.

Bonusinfo:  Padovano var konstant uheldig med de ulovlige rusmidler. Han afsoner pt. otte år i spjældet for et mislykket forsøg på at smugle hashish ind fra Spanien.

AC Milan:
Før Washington Tabarez i 2010 fører Uruguay til deres bedste resultat i nyere tid, klarer han at sende Milan i retning af deres værste. Et på papiret fornuftigt Milan-mandskab lukker sæsonen på en 11.plads og formår i april 1997 at tabe til Juve og Inter med sammenlagt 2-9.

I målet sejler Seba Rossi rundt, når han da ikke lige bliver søsyg og skal afløses af den mindst lige så inkompetente Angelo Pagotto. I forsvaret fortsætter Billy Costacurta og Paolo Maldini deres vej mod legendestatus, mens Franco Baresi og Mauro Tassotti er så langsomme, at de begge indstiller karrieren efter sæsonen. Arvtagerne er ukraineren Vierchowod og total voetballeren Michael Reiziger. De gør det så ringe, at de umiddelbart afskibes til henholdsvis Piacenza og et knap så omnipotent Barca-mandskab.

Frisørmareridtet Demetrio Albertini er lyspunktet på midtbanen, hvor Big Ron Atkinsons nemesis og Balkan-konflikten Boban-Savicevic halter sig i retning af kontrakter andetsteds. Oppe i front bliver Ali Dias fætter forventet topscorer, mens Roberto Baggio sætter en tyk streg under, at han ikke gider præstere i storklubber. Christophe Dugarry grundlægger en stolt tradition for målfattige og overvurderede franske angribere. En tradition, der i dag stadig holdes i hævd af Nicolas Anelka og Sidney Govou.

Bonusinfo: Milan ryger ud af Champions League efter at have tabt 2-1 hjemme til købmandsklubben fra Trondheim. Målscorerne er Harald Brattbakk og laksefarmeren Vegard Heggem.

Udinese:

Det er sæsonen, hvor Udinese for første gang æder pasta med de fede klubber i Støvlelandet. Anført af Inter-tifoso’en Alberto Zaccheroni, og med en trup bestående af lykkeriddere og de store drenges overskudslager, spiller Italiens Herfølge sig frem til en flatterende femteplads.

Spillermaterialet er alt andet end imponerende: Desideri og Bia var blevet til overs i Inter, Stroppa og Locatelli havde ikke slået igennem i Milan, og Cappioli og Pellegrini var for ringe til Roma. Garneret med no-names som Fabio Rossitto og Marek Kozminski er de dog lige præcis gode nok til at fylde ud omkring holdets sparsomme profiler, inden de et par år senere igen forsvinder ind i middelmådighedens glemsel.

Profilerne er Kim Brink-protegeen Thomas Helveg, ”Udines Baresi” Valerio Bertotto, og den, efter træningskegle-standarder, meget talentfulde Giuliano Giannichedda. Oppe i front spiller Paolo Poggi sin eneste gode sæson i en 20-årig karriere og laver 13 kasser. Det samme gør klædeskabet Oliver Bierhoff, der i løbet af sommeren er blevet stjerne som følge af et Petr Kouba-drop på Wembley.

Tretrins-raketten i front fuldendes af 90’ernes Julio Baptista, Marcio Amoroso, som lægger kimen til en glorværdig karriere i Milan, Malaga og Aris Thessaloniki, garneret med adskillige hyggeaftener under bruseren med Jan Koller et sted i Ruhr-potten.

Bonusinfo: Udinese er og bliver en talentfabrik, hvilket vi nyder godt af i Danmark. Det var i Udine, Morten Bisgaard kørte galt i en parkeringskælder. Det var Udine, De Graa Busser pludselige arrangerede svipture til. Det var i Udine, Per Krøldrup sidst spillede en god kamp. Og det var i Udine, Giraffen fra Aalborg blev udvist, fordi den ikke kunne sige andet på italiensk end ”op i røven”.

Internazionale:
Med Roy Hodgsons senere trænermeritter in mente er det ikke en overraskelse, at hans Inter-mandskab i 1996 mestendels udgøres af skrupkedelige boldflyttere og uopfyldte talenter. Enkelte lyspunkter på mandskabet gør dog, at Inter spiller sig til en tredjeplads og underpræsterer sig til en sølvmedalje i den lille Europa Cup.

Tv-redningen Gianluca Pagliuca vogter æsken, og foran ham burde klubkoryfæet Zio Bergomi have stoppet sin karriere for et par år siden. Han flankeres af de lovende unge Salvatore Fresi og Fabio Galante, hvis præstationer i de kommende sæsoner formentlig har stor indflydelse på, at Inter nu om dage vælger at satse på udlændinge. På backpladserne er de positive overraskelser et argentinsk godstog ved navn Javier Zanetti og den præ-historiske Lilian Thuram, Jocelyn Angloma.

På midten har Paul Ince for det meste karantæne, hvilket åbner for, at man kan kede sig ihjel til synet af Ciriaco Sforzas pasninger på tværs af banen. Den altoverskyggende profil er Youri Djorkaeff, som bliver Serie A-topscorer for klubben, da nyerhvervelsen Bam Bam Zamorano tilsyneladende har glemt sin målnæse ovre hos Michael Laudrup.

Det andet store angrebsindkøb, Nwankwo Kanu, får pludselig hjertebanken, bliver sendt på operationsbordet, og genvinder aldrig sin målfårlighed. Det åbner for at Nicola Ventola-prototypen Maurizio Ganz får en startplads i frontkæden, og subtop-angriberen Marco Branca får tilpas med spilletid til senere at komme på kontrakt hos europæisk fodbolds elefantkirkegård, Middlesbrough.

Bonusinfo: Maurizio Ganz scorede hattrick i sin eneste landskamp. Den fik han for Padania, et landshold grundlagt at det højreradikale italienske separatistparti Lega Nord. Samme parti, der har dannet parlamentarisk grundlag for Silvio Berlusconis cirkusregime gennem de seneste mange år.

Lazio:
Enhver italiensk klubpræsident skal helst have tre-fire mere eller mindre bekræftede ulovligheder på CV’et, og Lazio er ingen undtagelse. Dåsemads-mafiosoen Sergio Cragnotti overtog i 1992 styringen i den bette hovedstadsklub, og er i 1996 godt i gang med at opbygge et mesterhold, inden det hele et halvt dusin år senere eksploderer i konkurser og for gammel konserves.

Foran landsholdsreserven Luca Marchegiani har stortalentet Alessandro Nesta overtaget styringen af Biancocelestis bagkæde, suppleret af de Lazio-patenterede stående forsvarere, Paolo Negro og Giuseppe Favalli. En stolt tradition, som i senere år videreførtes af engangsemballager som Pancaro, Couto, Mihajlovic og Stendardo. Samtidig sætter den farverige og talentløse Mark Fish en tyk streg under, at han IKKE er den hvide Lucas Radebe.

På midten er Pavel Nedved det nye sort i italiensk fodbold, ganske modsat det andet nyindkøb, australieren Paul Okon, hvis talent naturligvis også er begrænset nok til et par år i Middlesbrough senere i karrieren. Styrmanden på midterfeltet er klubskøgen Diego Fuser, mens kanterne regeres af Giorgio Venturin og Foggia-døgnfluen Roberto Rambaudi. Alt sammen vældig gråt og kedeligt, og naturligt nok er Nedved den eneste, der stadig er med tre år senere, hvor klubben vinder mesterskabet.

I angrebet regerer sidste sæsons to Serie A-topscorere, Giuseppe Signori og Igor Protti. Sidstnævnte var typeeksemplet på den luddovne italienske angriber, som af uransagelige årsager scorer en masse mål uden at røre sig ud af flækken. Tænk Dario Hübner, Christian Rigano og Cristiano Lucarelli. På bænken sidder Pierluigi Casiraghi, hvis komplette ufarlighed foran mål overses af den ene mestertræner efter den anden gennem hele hans karriere.

Bonusinfo: Beppe Signori har gjort grundigt op med sin status som nationalsymbol på det seneste. Sammen med Atalanta-smørtenoren Cristiano Doni og Mauro Bressan (ham der scorede DET DER mål for Fiorentina i CL) er han pt. anklaget i en omfattende sag om aftalt spil i de øverste italienske fodboldrækker.
Stem på dette indlæg

..eller snak fanden et øre af på Denfri

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s