Dommens Bog Football Awards 2011

Året går på hæld, og priserne regner ned over Christian Eriksen som urin på Jeppe Curth i Feyenoords omklædningsrum. Dommens Bog vil ikke være ringere end de danske sportsjournalister, og præmierer hermed dansk fodbold med fire priser og en indlemmelse i vores egen Hall of Fame.


Ekelund-Prisen 2011: Nicki Bille Nielsen

Prisen for største talent på vej mod afgrunden går til Nicki Bille. Efter en lovende karrierestart i mafiaterritorium, som ikke førte til meget mere end en gang høvl i en cup-kamp mod Hernan Crespo-Inter, tog Bille hjem og lavede en håndfuld mål for Morten Wieghorst, hvorefter den spanske 2.division kaldte.

Hvis Bille følger den stolte Ekelund-tradition går turen herfra over en målfattig periode i Bristol Rovers til et målfattigere lejemål i Brøndby, inden han til sidst danner angrebsduo med Den amerikanske Pele et sted i Kansas. Vi kan dårligt vente, til det hele slutter, og han dedikerer sit liv til at følge konens drøm om at blive selvstændig erhvervsdrivende. Her kan han så ærgre sig over, at ideen til produktet ”Hooter hiders” allerede er taget… af Ronnie Ekelunds kone.

Årets Scoring 2011: AGF (Søren Larsen)
Det var skæbnen. Alligevel kan vi ikke lade være med at præmiere AGF for at have samlet Søren Larsen op fra fodboldens kurv med datovarer. Man kunne selvfølgelig have sagt sig selv, at en klub, der har ”fodboldinvalider” som en selvstændig afdeling på linje med håndbold og gymnastik, ville hente en angriber, der har to modes: skadet eller på vej til at blive skadet.

AGF’s scoring af Søren Larsen følger i virkeligheden en ret banal mekanisme i nattelivet: AGF har brug for et knald, undskyld, en angriber. Først på aftenen kigger de på Søren Larsen og siger ”nej tak, hende der er en enkeltbillet til vatpinden”. Fast forward, fem timer og 400kr i shots og mojitos senere, og AGF står med en angriber, der var brandvarm. For Djurgården. I Allsvenskan. For seks år siden.

Zlatan-Prisen 2011: Jores Okore
Prisen for mindre forfejlet fodbold-integration går til Jores Okore. Med Nikola Saric glemt på en træningsbane på Balkan og Osama Akharraz’s fremtidige knæskade på Terp Skovvej in mente, kan Okore løfte den ærefulde Zlatan-pris i ensom majestæt. Selvom han mest af alt ligner en koffeinfri udgave af Samuel Kuffour.

For en gangs skyld sad Morten Olsen ikke med hænderne i skødet, da et talent i Winston Reid-klassen dukkede op.   Landsholdet har efterhånden en sammensætning, som Lennart ”Liston” Söderberg ikke ville røre med en ildtang. Og det er jo i og for sig positivt. Vi ser den danske ”Multikulti-Elf” nå sin kulmination ved VM i Brasilien 2014, hvor Gilberto Macena erstatter en skadet Niklas Bendtner i angrebet.

Strudal-prisen 2011: Flemming Toft
Så dygtig, at han ikke engang behøver at tage notater eller på nogen måde forberede sig. Trods skarp konkurrence fra Ricardo-koryfæer som Claus Thomsen og Jacob Laursen, løber Flemming Toft med Strudal-prisen som årets tv-kommentator.

Ophavsmanden til den vel nok lammeste catchfrase i sport, ”Hutlihut”, har i år gjort et nærmest manisk forsøg på at gentage bedriften. Således blev William Kvist konsekvent omtalt som ”Kvisten” i de afgørende EM-kvalkampe mod Norge og Portugal. Her burde Toft nok have husket på det gamle ordsprog ”hvad der sker i saunaen, bliver i saunaen”.

Selvom hans kommentatoropgaver begrænser sig til landskampe og håndbold, er Flemming Toft fuldt ud i stand til at agere ekspert, når der ikke står mere på Heidi Frederikkes cue card. En uvurderlig mand for TV2, og så glemmer vi hans måneskinsarbejde for Santa Maria.

Dommens Bogs Hall of Fame 2011: Lars Elstrup
Gøgler. Psykopat. Hjernevasket. Randers-spiller. Man kan sige mange grimme ting om Lars Elstrup/Darando/Floden Strømmer Mod Havet. Elstrup skrev sig ind i den danske kulturkanon tilbage i 1992 med et tap-in på Bruno Martini, og har siden brugt tiden på at søge personlig udvikling i diverse sekter samt at rende nøgen rundt på gågaden i Odense, mens han gav folk fingeren og tævede teenagere.

Senest er Elstrup og hans husbåd blevet bortvist fra adskillige havnepladser, fordi han pissede efter japanske turister og truede med at dolke sin nabo i halsen. Alt dette imens han spiller oldboys-bold med Michael Manniche i Gentofte. Hvis Preben Elkjær havde været lidt mere vanvittig og væsentligt ringere, havde han været Lars Elstrup. Vi hylder ”Den Gale Mand fra Råby”, der er det første medlem af Dommens Bogs Hall Of Fame.

Stem på dette indlæg

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s