Forbudte følelser

Savner man satirisk talent, kan man altid være negativ og perfid. Det har vi ofte gjort, og det kommer vi også til at gøre i fremtiden. Men behøver det være sådan? Kunne vi blot én gang sænke paraderne og skrive om spillere, vi godt kan lide? Som en hipster til en Big Fat Snake-koncert, vil redaktionen løfte sløret for sine hemmelige favoritter, guilty pleasures og deciderede man crushes.

Caro Dottores personlige favoritter

Anders Lindegaard
Jeg har ikke haft den store tiltro til fynske ankermænd, siden Lars Høgh gik for langt ud af målet en martsdag i midt-halvfemserne stik vest for Ebeltoft-tribunen. Ligeledes ligger min interesse for landsholdet et sted mellem skihop i februar og stemmedeltagelsen ved et menighedsrådsvalg. Lindegaard har dog en mængde positive træk, der hæver ham over grøden af DBU-hangarounds.

Først og fremmest var han ikke god nok til OB. Dernæst drikker han sig så meget i hegnet efter en Champions League-kamp, at han misser flyveren hjem. Og med de seneste udtalelser til MUTV om, at han hverken fatter håndbold eller badminton, stikker han to fingre op i gymnastiksals-Danmark.

Anders Lindegaard er noget så sjældent som en dansk citatmaskine. Lad os nyde det, inden Lars Berendt når at hjernevaske ham til lyden af DBU-pladen.

Joey Barton
Barton var den præ-arabiske Mario Balotelli. Mens Mariolino stadig spillede ynglingebold i Milano, brugte Barton Man Citys ungdomssystem som askebæger og lærte Ousmane Dabo nye træningsmetoder i en grad, hvor selv David Batty måtte se sig nødsaget til at lette på hatten.

Barton er for nylig blevet genfødt som Smiths-dyrkende og Nietzsche-citerende hipster, der har forsøgt at belære Mike Ashley om humanisme. Selv om det er imponerende, at han har lært at læse i en alder af 29, taler det naturligvis ikke til hans fordel. Barton anno QPR har dog stadig tid til at klippe Jay Bothroyds støvler i stykker, insistere på at Shaun Wright-Phillips skal sidde i en barnestol til holdmiddagene og fortælle alle, der gider lytte, at Steven Gerrard er dybt overvurderet.

Jeg forventer, at Adel Taarabt snart må holde et halvt års pause efter et mystisk overfald med en vinylkopi af The Queen Is Dead, og hylder engelsk fodbolds enfant terrible anno det nye årtusind.

Sinisa Mihajlovic/Paolo Di Canio/Paul Breitner/Zvonimir Boban
I en tid, hvor Joachim B. Olsen bliver folkevalgt på at agitere for flere kællinger til at lave sovsen derhjemme, er det på sin plads at hylde sportsudøvere med politiske holdninger. Specielt når disse holdninger som oftest er helt og aldeles ude af trit med den virkelighed, vi andre lever i.

Hvad enten det er Mihas højtlæsning af Arkans manifest for Patrick Vieira, Di Canios feriekæresterier med Il Duce’s flækøkse og risknippe, Bobans lossen til pansere på en plæne i Zagreb eller Breitners agiteren for Marx’ og Engels’ herligheder, nyder jeg at mennesker, der har gået maksimalt syv år i skole, finder det nødvendigt at dele deres politiske overbevisninger med resten af verden.

En slatten klapsalve til alle fodboldspillere, der tilføjer spillet en ekstra dimension med deres mere eller mindre vanvittige holdninger. Tak!

Mads Doss’ lyspunkter i en ellers grå fodboldverden

Jan Mølby
Det er godt, der er vand mellem redaktions medlemmer. Den kære doktor kan nemlig ikke udstå Jan Mølby, der får skylden for alt fra finanskrise til analkløe Efter at have læst ovenstående beskrivelser af Joey Barton og Anders Lindegaard spørger man imidlertid sig selv hvorfor. Jan Mølby var nemlig dansk fodbolds hidtil eneste bad boy af ægte britisk snit, med smadrede bøssebarer i sit kølvand.

På banen tæller hans største meriter et hattrick scoret på straffespark samt mængder af titler med Heysel-æraens Liverpool. Med andre ord en vinder, der således aldrig for alvor kom i betragtning til ”værst når det gælder”-holdet fra 86.

Den allerede i årene som spiller korpulente Mølby er elsket af få og hadet af flere som kommentator.  Jeg hører til dem, der sætter pris på vendinger som ”han kan heade en ko over et kirketårn” eller ”var det chancen?” (sidstnævnte sagt i slutningen af FCK’s Champions League-fiasko mod Rangers for år tilbage).

Tomas Brolin
Fedme. Stureplan. Kokain. Det er let at hæfte sig eftertidens billede af Per Tomas Brolin, men jeg husker endnu håret og det sejrssikre smil i ansigtet, der mindede lidt om et andet barndomsidol, Joey Tempest fra Europe.  En elegantier på et svensk landshold, der ellers talte typer som racisten Tomas Ravelli og ”skovhuggeren fra Ödeshög”, Klas Ingesson.

En skade mod Ungarn blev begyndelsen på enden for Brolin, hvis kropsvægt steg omvendt proportionalt med mængden af spilletid i Leeds, Parma og Crystal Palace. En civil karriere som ejendomsmægler, støvsugersælger og restauratør fulgte, inden Brolin fandt sin niche som fast inventar i minefeltet Stureplan i Stockholm. Her mødte han indbegrebet af afdanket sportsstjerne, Björn Borg. Det blev et skæbnesvangert møde.

Med 90’er-ikonet Dr. Alban som musikalsk drivkraft, indspillede Borg, Brolin og tennistræneren Mattias Frisk under navnet Friends In Need deres hidtil eneste single, ”Alla vi”. Videoen udmærkede sig ved at blive bandlyst fra MTV, da indholdet blev opfattet som sexistisk. Døm selv.

Arkadiusz ”Arek” Onyszko
Arek Onyszko har en stor stjerne hos mig . Ikke for sit menneskesyn og til tider udmærkede målmandsspil, men for sit bidrag til verdenslitteraturen. Hans selvbiografi, ”Fucking polak”, er den alen, alle fodboldbiografier bør måles ud fra. Den har alt. Fodbold. Vold. Religion. Filosofi. Krigskunst. Historie. Vold. Fodbold.

En alvorlig nyresygdom har tvunget Arek  væk fra fodboldbanen. Det forhindrer ham imidlertid ikke i at leve som en vaskeægte pimp. Gennem firmaet Luxury Warsaw arrangerer han V.I.P.-ture til Warszawa. Her kan man som dansker opleve den pulserende storby i en lækker bil eller på diskotek (der er ALTID gratis adgang i Polen) eventuelt flankeret af en lækker dame. Arek fikser det. V.I.P.

De kloge betragtninger om livet, deler han fortsat med omverdenen på sin videoblog. Anders Lindegaard tog over efter Onyszko i OB. Onyszko har en stor kæft, Lindegaard har en stor kæft. Men Lindegaard har ikke skrevet en bog som ”Fucking polak”.

 

Stem på dette indlæg

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s