Crotch to Crotch: AGF – FC Midtjylland

Den knitrende lyd af læder mod læder. Brandvarme inderlår, hvor kondensvand løber som floder i Amazonas jungle. Passion. Ømhed. Vildskab. Lyst. Mandag stiller to selvudnævnt, jyske præmietyre op til kødfægtning et sted i nærheden af Tivoli Friheden. Skridt mod skridt, luftkastel mod luftkastel. Dommens Bog stikker termometret op i Køterne fra Herning og De kaotisk buttede Isbjørne fra Åårhus


Kategori 1: Legitimt krav på den jyske trone

AGF (Åårhus):
Det falmede smils by har altid yndet at pynte sig med titlen ”Jyllands hovedstad”, primært funderet på at Mærsk bruger det meste af midtbyen som depotrum, og at der ikke findes et firserhit med titlen ”Hjem til Ikast”. I de senere år er det dog gået ned ad bakke for Jyllands næsebor. Dansk Supermarked udliciterer det meste til Krakow, Thomas Helmig flyttede til Malaga og vendte hjem som moselig, og Camilla Martin er efterhånden hinsides MILF-status. Selv Thorkild Simonsens horesøn skifter bykongetaburetten ud med en skammel et sted på Sjælland, efter at have sat sit fedtede fingeraftryk på samtlige byskilte. Det efterlader Århus med en bunke metalskrot i havnen og så TV2, der som en ondartet cancer producerer metastaser af fortænkt pop.

Vurdering: 2 ud af 5 forgæves forsøg på at sige ”Danish for progress” uden at kløjes i ordene


FC Midtjylland (samtlige byer fra Struer til Billund, men for nemheds skyld Herning. Måske Ikast. Hammerum. Birk Centerpark…)

Ud fra en strengt geografisk betragtning kan Herning/Ikast sige at udgøre en slags midtpunkt i Jylland. Kombineret med en (før den blev udliciteret til Asien) svulstig tekstilindustri skabte det i sin tid grobund for slogans i stil med ”Herning – byen hvor trådene knyttes” og så videre. Andre steder er Herning kendt som ”Jyllands røvhul”, hvis den da ikke indgår i titlen på komedieserier med budgetter, der baserer sig på mængden af flaskepant i Mick Øgendahls hjem. Herning er et af de få steder i Jylland, hvor janteloven ikke gælder. I stedet gælder ”krejlerloven”, der baserer sig på få enkle principper: håndslaw, ”købt som beset” og egen vinding. Det vil sige, at kan du skaffe dit eget EPO, får du en messingplade, og bygger du en håndboldhal, kommer Lady Gaga og spreder ben. I Anders Foghs Danmark, er Herning Jyllands sande hovedstad.

Vurdering: 4 ud af 5 dansende hosekræmmere på Ingvar Cronhammars skorstensbakke

Kategori 2: Førstehåndskendskab til straffeloven

AGF:
Hos De Hvii’ er den frie fortolkning af straffeloven en stolt klubtradition. Hvad end der bliver delt flade ud på McDonald’s, Skt. Pauls Plads, Cafe Römer eller på Nicolai Hust er sådan set lige meget. Uddelt, det bliver de i hvert fald. I den lidt mildere ende solgte klubkoryfæer som Kenni Andersen og Gunnar Lind alt for billige VHS-maskiner tilbage i 90’erne – en beskæftigelse, Randers-drengen Michael Gravgaard siden lod sig inspirere af. Læg dertil trusler mod træner Fissefod, Stampe & Wachmanns Sorte Bog og Frank Pingels fortolkning af syvårs-reglen, og du har et konglomerat, som formentlig ville overbefolke Århus Arrest konstant, hvis ikke lige Randers By også var under Østjyllands Politis jurisdiktion.

Vurdering: 5 ud af 5 ”er du dum eller hva’?”

FC Midtjylland:
Som fusionsklub af nyere dato har FCM svært ved at fremvise en track record af AGF’s kaliber.  En række midtjyske spillere har dog været i klinch med landbetjenten eller bare almindelig anstændighed. Således lærte Momo Zidan, at køber du et ur på gaden, skal der stå Seiko og ikke Psycho på det, mens Christian Magleby gjorde sit for at frarøve midtjyske småsparere deres pensioner gennem et moralsk anløbent vindmølleeventyr. Pålidelige rygter gør gældende over for Dommens Bog, at Peter Skov Jensen den dag i dag må slide på en foderstofafdeling i internationalt farvand mellem Struer og Holstebro for at skrabe sammen til pensionen

Vurdering
: 2 ud af 5 hasarderede overhalinger på Dronningens Boulevard


Kategori 3: Spindelvæv i pokalskabet

AGF:
”En klub med stolte traditioner” betyder her, at man ikke har vundet noget der bare minder om et messingfad siden 1996. Og det i en turnering, der mistede sin status, da Viborg formåede at vinde den, og nu om dage er en pendant til den gamle Toto Cup: en ligegyldig træningsturnering, hvor præmien er en useedet plads i den dårlige af de europæiske turneringer.  I Århus er Martin Jørgensen efterhånden eneste overlevende fra pokaltriumfen, som ikke enten har købt en nedlagt landejendom i Hørning eller bruger sin dag på en bænk på Viby Torv. Ikke desto mindre formår Jan Schouby og hans kumpaner til stadighed at holde liv i myten om AGF som et storhold i svøb, hvilket gang på gang trækker godtroende og skadesplagede veteraner til Århus i håbet om en medalje, som aldrig kommer. Således er Hjalte Nørregaard og Søren Larsen de næste, der lærer, at mesterskabspotentiale i Århus betyder en 10.plads. En placering, der hyldes af den århusianske fanskare med varierende grader af ironi.

Vurdering: 4 ud af 5 onde drømme om Mogens Krogh i modstandernes felt.

FC Midtjylland:
Traditioner er der ikke mange af i teenageklubben fra Herning, og mængden af forgyldt service større er heller ikke noget at prale af. Et par tvivlsomme nederlag til Brixtoftes Vinimport er det er blevet til, og mantraet ”mestre i ’12” lugter mere og mere af virkelighedsfornægtelse. Hvis fortiden og nutiden ikke byder på de store triumfer, er fremtiden til gengæld en sand guldgrube for FC Midtjylland. Således har Claus Steinlein på nationalt tv stolt fremvist en plakat, der viser resultatet af Champions League-finalen 2018. Simon Kjær styrer Barcelonas forsvar, og Mads Hvilsom afgør kampen til Liverpools fordel. Kampen slutter i øvrigt 5-4…

Vurdering: 5 ud af 5 VM*-medaljer.


Kategori 4: Karismatisk sportschef

AGF:
Hos århusianerne er Brian Steen Nielsen stadig manden, der skal konsoliderer AGF’s status som dansk fodbolds galehus. Efter at han som spiller strøede kollegernes fortænder med jævn hånd ud over plænerne på Fredensvang, har han holdt samme høje standard efter sin indtræden på ledelsesgangen. Tocifrede millionbeløb er blevet kastet efter Nando Rafael, George Weahs anden fætter og alle, der var gode i Football Manager ’05.  B.S.’ lemfældige omgang med de likvide midler er direkte skyld i, at adskillige rigmænd i Skåde Bakker ikke har haft råd til at bygge ud de sidste ti år. Læg dertil en mediehåndtering, der ville sende Peter Mogensen i en tilstand af kronisk katatoni, og du har forklaringen på at vejlenseren med Peter Andre-håret er Århus Stiftstidendes våde drøm.

Vurdering: 3 ud af 5 dementier dagen efter.

FC Midtjylland:
Hvor Brian Steen primært forårsagede knæskader, måtte Jens Ørgaard stoppe sin egen karriere på grund af en. Man aner således en forskel på de to sportschefer, vi vil beskrive ved hjælp af følgende alternative analogi: hvis B.S. er den flamboyante blotter, der løber ned ad Ryesgade, mens han laver helikopteren, er Ørgaard den sky ekshibitionist, der kryber langs væggene i beige cottoncoat med lommerne blokket ud af slik. Ikke så højlydt, men mindst lige så farlig for dine børn. Jens Ørgaard har således formået at overbevise fanskare, presse og investorkreds i FCM om, at de manglende resultater ikke kan ledes tilbage til ham. Det på trods af, at det er Jens Ørgaard, der har stået på Guldkysten og tjekket tandsæt. Det var Jens Ørgaard, der smed tocifrede millionbeløb efter ”den svenske Wayne Rooney”, Ken Fagerberg og Jonas Borring – en mand, man ikke behøver at åbne munden på for at undersøge tandsættet på. Jens Ørgaard har efterhånden flere trænere på samvittigheden end salig Jesús Gil, og når Helvede engang åbner sig og sluger Jim Stjerne Hansen, står Ulvefar klar til at indtage DBU.

Vurdering: 4 ud af 5 tilbud om at overtage Helge Sanders valgkreds

*VM= Vestjysk Mesterskab i Troldhede.

Stem på dette indlæg

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s