Mestrene – en rejse i middelmådighed

Dommens Bog vælger at ignorere Champions League-finalen, da vi allerede har Disney Channel, der jævnligt sender den med skøgen og dværgene. I stedet byder vi de næste tre måneders hvide slavehandel velkommen med en slap hyldestfanfare til nogle af de mandskaber, der profilerede sig som mindst ringe i den nys afsluttede sæson.

Football Club København

Tendensen har som bekendt længe været at alle kan slå alle, og ingen kan slå FCK. Helt overhånd tog det i denne sæson, hvor den danske sportspresse gennem et flermedielt blowjob til Latte-løverne fik udnævnt FCK til hele Danmarks hold. Et hendelse, der sætter store spørgsmålstegn ved såvel landsholdet som ved optagelseskravene på Danmarks Journalisthøjskole.
FCKs indsats i denne sæson sætter en tyk streg under, at et par Allsvenskan-profiler, nogle reservespillere fra græsk fodbold samt FC Nordsjællands bedste sagtens kan dominere dansk fodbold. Vi forudser, at næste sæson bliver stort set identisk med denne. FCK går på strandhugst i den svenske række, henter et par 30+ udlandsproffer og kører endnu et mesterskab hjem.
Det vil naturligvis ikke forhindre den midtjyske adel i undervejs at gøre krav på tronen, ligesom Brøndby vil drømme sig tilbage til slut 90’erne og OB…ja, hvornår gik det egentlig sidst rigtig godt for OB?

Manchester United

Ethvert mandskab, der kan gøre Dimitar Berbatov til ligatopscorer, har fortjent en eller anden form for pris. Premier League har i denne sæson været som at se hækkeløb ved handicap-OL. Det har været pinligt og tåkrummende, men samtidig er der en vis underholdningsværdi i at se samtlige involverede vælte gang på gang og styrte rundt uden skyggen af retningssans.

Hos United beviste Chicharito Hernandez og Angry Ferguson, at børn og fulde folk godt kan få ret. Rooney tabte endnu mere hår, og selv Nicky Butt synes efterhånden, at Fletcher er en smule overvurderet. Nemanja Vidic fik kørt sig selv i stilling til hovedrollen i Terminator 5, og man har efterhånden glemt hvor ringe van der Sar var, da han spillede i Juventus. United var det mindst dårlige hold i Premier League, og nogle gange er det nok.

AC Milan

Som England, så Italien. Bare værre. Støvlelandet er fodboldens svar på Det Konservative Folkeparti. Lidt sølle, utidssvarende og proppet med skandaler, og på trods af lejlighedsvise opblomstringer lever det egentlig mest på meritterne fra før 1993. De Syv Søstre stod i kø for at skuffe i denne sæson, hvilket betød at et dybt overvurderet Napoli-mandskab og Feederklubben fra Sydtirol en overgang lignede titeludfordrere. Nogen skal jo være mindst dårlige, og da Tab Ramos’ bedste ven ikke kunne lære Andrea Ranocchia at holde en markering, gik titlen til AC Milan.

I Football Manager ville Milan uden tvivl have verdens bedste angreb. I den virkelige verden består Milans offensiv i stedet af 75% borderline-sociopater. Milaneserne kan glæde sig over, at de nåede at hente en titel, inden ”Il Cavaliere” Berlusconi bliver sat fast for rundt regnet halvdelen af paragrafferne i den italienske straffelovgivning. Og så spørger man sig selv: hvilken anden klub i verden vil kunne fejre deres spillere ved at invitere dem på weekend-tur med mindreårige prostituerede i en villa på Sardinien?

FC Barcelona

På den iberiske halvø hersker der efterhånden skotske tilstande. Utroligt nok formåede det omvandrende pokalskab Jose Mourinho ikke  at pille Barca ned. Imens er megalomanien og frelser-genet hos catalanerne bare fortsat med at vokse. Der går rygter om, at Josep Guardiola har bespist en større forsamling tiggere i Barrio Chino med fem brød og to fisk.

Hvad er der at sige om Blaugrana, som ikke allerede er blevet sagt? Victor Valdes er klodens mest overvurderede målmand, David  Villa ligner en rytmeguitarist fra et kristent rockband. Og har man nogensinde undersøgt, om Sergio Busquets rent faktisk ER narkoleptiker?

Borussia Dortmund

For at bevare sin officielle status som galehus SKAL Bayern München have en dårlig sæson med jævne mellemrum. Det plejer at være anledning til, at et mindre fyldhold kan snige sig ind og nappe et enkelt mesterskab, da Vizekusen som bekendt kun må blive nummer to. I år var det Jürgen Klopps pigespejdere fra BVB 09, der måtte påtage sig den tunge pligt at vinde kagefadet, og dermed allerede nu kan regnes for næste sæsons store skuffelse (læs: Wolfsburg).

Dortmunds sejr var europæisk topfodbolds solstrålehistorie, selvom Barcelona selvfølgelig vil kræve den titel tilbage omgående. På redaktionen håber vi på en Disney-filmatisering af mesterskabssæsonen med Dennis Quaid i rollen som Jürgen Klopp. Så behøver vi ikke se den triste toer, hvor størstedelen af profilerne bliver solgt til mindre succesfulde klubber med flere penge, og Klopp bliver fyret halvvejs inde i næste sæson.

 

Stem på dette indlæg

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s