Crotch to Crotch: Chelsea – Tottenham

Ignorerer man for et øjeblik Arsenals lejlighedsvise status som magtfaktor, må kampen lørdag mellem Tottenham og Chelsea vel nok kaldes slaget om London. Dommens Bog vurderer opgøret ud fra tre nøje udvalgte kriterier, der har det til fælles, at de absolut ingen betydning får for kampens resultat. Hvis du løber tør for samtaleemner nede i Den Danske Forening, kan det imidlertid godt være rart at kunne tale om:

Største hjerneskade i målet

Chelsea:
I Chelsea-målet finder man en  solstrålehistorie, der er Ude & Hjemme værdig. Det 21.århundredes Lev Yashin, Petr Cech, valgte for et par sæsoner siden at nikke Stephen Hunts knæ en skalle. Temmelig uovervejet, og han pådrog sig da også en skade, der formentlig ville have været dødelig for Darren Anderton eller Alvaro Recoba. Cech var dog heldig. Han fik syet en gummipolstret celle om til en hat, og har siden holdt et ganske fornuftigt niveau for the Blues.

Peter Cech kan desuden prale af at have ageret kreativt forlæg for Ron Weasleys Quidditch-hjelm i Harry Potter-filmene. Anonyme kilder på Dommens Bog vil dog vide, at Natalie Portman allerede bar en tilsvarende tossehjelm i Garden State fra 2004.

Vurdering: 4 ud af 5 slaw ”Tequila bom bom” på valgfrit gymnasium i Thy.

Tottenham:
Selv om Heurelho Gomes ikke har skadet hovedet endnu, er der nok en Spurs-fan eller to, der stadig krydser fingre. Gomes er arketypen på en brasiliansk keeper. Ingen spidskompetencer whatsoever, selv om han sikkert er en udmærket dribler. Når Spurs har to truede dyrearter, en sympatisk italiener og en balkan-målmand, der kan tage med hænder, på bænken, undrer man sig unægtelig over  Red ’Arrys dispositioner.

Hvis Tottenham får de forventede par hundrede millioner for Giggs junior til sommer, investerer de måske i en keeper, der ikke gør en ligeså pinligt berørt som den fulde onkel til ens konfirmation. Så her tænker vi ikke på Jens Lehmann…

Vurdering: 5 ud af 5 sponsoraftaler med Lurpak Finest Danish Butter.

Strandhugst på Guldkysten

Chelsea:
Begge London-mandskaber må være glade for slaveriets ophør og det globale arbejdsmarked. Hos Chelsea finder man således en god håndfuld hurtigløbere fra de gamle slavekolonier, en langhåret elefantjæger, en emotionelt ustabil mufti-wannabe, en enkelt mand fra romdistriktet, en håndfuld indianere og en vekselerer fra tempelpladsen i Jerusalem. Plus det løse.

Havde det ikke været for Frankrig/England-krigene tilbage i 1800-tallet ville Chelsea stadig skulle kæmpe med Crystal Palace og Millwall om rødhårede albinoer fra Kensington.
Vurdering: 5 ud af 5 nægtede træningsophold til Francis Jeffers.

Tottenham:
I det ellers tekniske velfunderede CONCACAF-område er det lykkedes Tottenham at finde en spiller, der knap kan tage tre på foden med en ballon. Hertil kommer en proletar-version af den mægtige Noureddine Naybet, to afrikanske Snoop Dogg-lookalikes og en enkelt af the Blues’ egne aflagte træningskegler, hvis turistvisum i London burde være udløbet for et par år siden.

Desuden har man  udnyttet efterdønningerne af Titos planøkonomi og været på solid menneskejagt på Balkan, inden hele området bliver euroficeret. Således mønstrer man en hel kvartet af stamspillere fra historiens indtil videre ringeste kroatiske landshold. Hvis der fandtes et B-VM i fodbold, var Spurs allstar-holdet.

Vurdering: 4 ud af 5 Kritiske Ross Kemp-dokumentarer om menneskehandel.

Overordnet douchefaktor

Chelsea:
Begge hold har en gennem årene lagt shorts til mange af fodboldens sande gentlemen: Gianfranco Zola, hvis nuttethed vel kun overgås af et slideshow med LOLcats, Dennis Wise, som må siges at være den charmerende udgave af Vinnie Jones samt Danmarks pæneste mand, Jakob Kjeldberg.

Sådan er det ikke mere. Nu rummer truppen ikke mindre end to engelske wife-cheaters foruden Nicolas Anelka, der selv i Frankrig bliver regnet for værende uden for pædagogisk rækkevidde. Læg dertil Afrikas svar på Peter Møller, to portugisere samt Fernando Torres, og pludselig forstår man, hvordan det er lykkedes Chelsea at blive så hadet på så få år.

Vurdering: 4 ud af 5 timer i Wayne Bridges garderobeskab.

Tottenham:
Spurs har tidligere rådet over Gary Lineker, der for nylig tilføjede ”I shat myself during the World Cup” til sit CV. Det mantra havde Tottenham allerede taget til sig, da man i 2006 bogstaveligt talt sked Champions League-pladsen væk før den sidste kamp mod West Ham.

Denne episode er i virkeligheden ret symptomatisk for Tottenham, der er mere fjolser end douchebags. Ganske vist har Peter Crouch en forkærlighed for løse kvinder nede sydpå. Og Jonathan Woodgate er ikke just farveblind. Det opvejes dog af spillere som Luka Modric, der ligner et femårigt barn, der er blevet væk fra sin mor i Storcenter Nord og så selvfølgelig Heurelho Gomes, hvis helt specielle gren af stand-up-komikken forhåbentlig snart bliver tilgængelig på DVD.

Vurdering: 2 ud af 5 grunde til ikke at sige tak for kampen til Gary Lineker.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s